7462 7030

Hammertæer

Hammertæer

Hammertæer dækker over, at tæerne bøjer sammen i det midterste led, så leddet bøjer opad.

Årsager til hammertæer

Hammertæer opstår ofte i forbindelse med, at man bruger sko uden fast hælkappe, hvorved man bliver nødt til at krumme tæerne for at holde skoene på. Denne krumning bliver efterhånden permanent. Også sko med hælrem gør, at man krummer tæerne, fordi skoen ikke er stabil nok.

En anden årsag er, at tå nr. 2 ofte er længere end storetåen, og da man hyppigst måler skoens længde efter storetåen, betyder det, at tå nr. 2 bøjer sig.

Til at begynde med er hammertåen mobil. Det betyder, at man kan strække den ud med fingrene. Hvis man ikke gør noget ved tilstanden på dette stadie, vil tåen med tiden blive stiv, og der kan opstå en del gener. Hammertæer kan også være en følge af nedsunken forfod.

Hvad er ortoser?

Ortoser kan forhindre storetåen i at blive skæv (hallux valgus) med risiko for dannelse af en smertende knyst. Ortoser kan også hjælpe med at holde en skæv tå adskilt fra nabotåen.

Ortoser fremstilles med det formål at aflaste et område midlertidigt. Det kan fx være i tilfælde af en ligtorn, som ikke må få tryk, ligesom det kan være ved et sår på en tåspids.

Behandling af hammertæer

Det vigtigste er at skifte de sko ud, der måtte være årsag til problemet. Hvis du har en hammertå som er mobil, kan du hver dag sørge for at strække tåen ud. Det kan du gøre med fingrene. Du kan også sætte hælen på den modsatte fod forsigtigt ned på leddet. Dette gøres bedst siddende.
Hvis tåen er blevet stiv, og du har gener af den, så kan den i yderste konsekvens opereres af en ortopædkirurg.

Gener ved hammertæer

Ovenpå leddet kan der opstå hård hud og ligtorne, hvilket skyldes, at leddet presses op mod skoens overlæder.

Ligtorne er hård hud der går dybt ned i huden og trykker på nervespidserne. De kommer, når der er et stort tryk på et lille afgrænset område.

Hård hud opstår, når et fremspringende punkt på foden vedvarende udsættes for tryk eller gnidning.

Neglen kan fortykke. Det kan skyldes at neglen rammer jorden under gang eller at neglen presses mod skoen. Det deraf kommende tryk fortykker neglen.

Det kan din fodterapeur gøre

Der kan komme hård hud og ligtorne på spidsen af tåen, fordi den går ned i jorden i stedet for at pege ligeud.

Fodterapeuten kan fremstille forskellige aflastninger, så tåen (alt efter stivhed) rettes ud eller aflastes. Desuden kan fodterapeuten fjerne hård hud og ligtorne, men man skal være klar over, at så længe årsagen ikke fjernes, så vil den hårde hud og ligtorne komme igen. Derfor kræver sunde tæer, at man gennemgår og kasserer de sko, som er årsag til generne.

 

Fodklinikken Aabenraa

Åbningstider

Mandag og onsdag:

8:00 til 17:00.

Fredag:

8:00 til 16:00.

Udebehandling efter aftale.

Andre tidspunkter ifølge aftale. Ring til: 

7462 7030.